Gå til indhold
Naturcenter Nyruphus og Toldkammeret inviterer til natur- og kulturoplevelser i skovens rammer

Pressemeddelelse -

Naturcenter Nyruphus og Toldkammeret inviterer til natur- og kulturoplevelser i skovens rammer

Med titlen ’Jordbunden’ inviterer Naturcenter Nyruphus og Toldkammeret i løbet af maj til meditative naturoplevelser og samtaler om, hvilke tanker, perspektiver og erkendelser naturen kan få til at spire i os.

Hvad gør naturen ved dig, når du ikke søger noget bestemt, men i stedet retter din opmærksomhed mod, det du finder? Det er grundspørgsmålet i ’Jordbunden’, der er et nyt format og samarbejde mellem Nyruphus og Toldkammeret. Fire gange i løbet af maj måned inviteres til samtale, fordybelse og fællesskab – en grounding eller jordbundethed – med mennesker og med naturen. Hvert arrangement bærer et overordnet tema under overskrifter som ’Alt for intet - Det gode liv’, ’Hvem skal være i centrum?´, ’Hvad kan en pause?’ samt ’Sprog og værdier’.

Naturcenter Nyruphus har fokus på, at borgernes naturbevidsthed skal udvikles, og tager afsæt i et overordnet naturdannelsesperspektiv, der søger at pirre nysgerrighed og undersøgelseslyst og opdyrke glæde og omsorg for naturen.

”Som kulturhus er vi optaget af at nære fællesskabet for at øge den generelle livskvalitet og mentale trivsel i samfundet. Som her, med aktivitetssporet Jordbunden, der under åben himmel i Nyruphus´ naturskønne omgivelser skærper opmærksomheden på alt det fine der opstår, når vi giver os hen til følelsen af samhørighed mellem mennesker og natur”, udtaler Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet og Toldkammeret i Helsingør.

Naturformidler Peter Schulz Schovsbo, vil lede deltagerne ud i skoven og ind i samtalen. Peter arbejder med at formidle almene naturoplevelser, der vækker vores sanseapparat, flytter os fra hoved til krop og forbinder os til omverdenen i et individuelt og ordløst sprog.

”Naturen er et af de sjældne steder, der ikke kræver noget af os, og som ikke vil os noget bestemt. At opholde sig nærværende i naturen sætter os derfor fri til i højere grad at mærke, hvordan vores krop og sind kan påvirkes positivt af omgivelserne og til at reflektere over den forbundethed til naturen, som vi udspringer af og som vi fortsat er afhængig af,” udtaler Peter Schulz Schovsbo.

Faktaboks:

Tid og sted

Pris: 75 kr. – billetter bookes på www.kuto.dk

Sted: Naturcenter Nyruphus, Kongevejen 270i Espergærde

Tid: 5., 12., 19. og 26. maj kl. 18:30 - 20:00.

Om samarbejdet

Samarbejdet er et af de mange nye tiltag, som Toldkammeret gennem de næste tre år udvikler som led i at invitere borgerne og kulturbrugerne til engagerende oplevelser, samtaler og aktiviteter på tværs af alder og interessefællesskaber. Programmet er støttet af Nordea-fonden.

Emner

Kategorier

Regions


Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Pressekontakt

Anne Borg

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423

Relateret materiale

Kulturhus med lokal forankring og internationalt udsyn

Kulturværftet i Helsingør er Nordsjælland største kulturhus og lægger sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents.

Oplev alt fra intimkoncerter til store udendørsevents med tusindvis af publikummer. Arrangementer for børn, festivaler, stand-up, udstillinger, foredrag og meget mere er på programmet. Spisehuset er Kulturværftets café, som også byder på en fantastisk udsigt til Kronborg og havet. Toldkammeret er byens gamle kulturhus, som lægger scener til koncerter, stand-up og rummer en café og Børnekulturcenteret, som står for de to kulturhuses samlede tilbud til børn og børnefamilier.