Gå til indhold
Tina Dickow klar til sommerens største koncert på Helsingørs havnefront 18. juni

Pressemeddelelse -

Tina Dickow klar til sommerens største koncert på Helsingørs havnefront 18. juni

Kulturværftet håber på mange festglade publikummer til årets største sommerkoncert, der bliver en dobbeltkoncert med netop annoncerede Tina Dickow og de svenske superstjerner The Cardigans. Allerede nu er masser af optimisme at spore og flere udsolgte koncerter i forårets program.

Nordisk musikalsk ’topmøde’

Der er lagt op til en af sommerens helt store udendørskoncerter i de smukkeste rammer, når de svenske popikoner The Cardigans og vores egen suveræne sanger og sangskriver Tina Dickow samme aften giver koncert på havnefronten foran Kulturværftet. Første del af aftenen kan man glæde sig til Tina Dickow, der giver publikum chancen for at høre en stribe nye danske Dickow-sange live. Hun arbejder i øjeblikket på sit første dansksprogede album og siger selv om albummet og det at spille live igen: "Jeg tror, alle véd, at vi glæder os vanvittigt til at komme ud at spille! Og hvis bare publikum glæder sig halvt så meget, som jeg gør, til vi igen kan mødes på spillestederne, så kan det kun blive magisk!”

Anden del af aftenen kan man glæde sig til The Cardigans, der er klar til at tage publikum med tilbage til dengang bandet for alvor brød gennem lydmuren og skabte det musikalske lydspor til 90’erne med verdenshit som Lovefool, Erase/Rewind og My Favorite Game.

Foråret på Kulturværftet

Inden kalenderen rammer sol og sommervarme skal vi igennem et forårsprogram, der bugner af nyt dansk talent som Gos, Mekdes og Fabräk, og som byder på flere udsolgte koncerter ved flere af de etablerede navne som fx Malurt og Suede. Også de arrangementer, hvor debatten og samtalen er i fokus vækker genklang blandt borgerne, hvilket lover godt for bl.a. arkitektursalonen om og festivalen På sporet af retfærdighed, der inviterer os til at blive klogere på og mere bevidste om retfærdighedens rødder, substans, nødvendighed og nuancer.

”Det er fantastisk endelig at være tilbage til at være i drift og i gang igen og kunne byde borgerne inden for til de LIVE kulturoplevelser, som vi alle er enige om er vigtige for vores sammenhængskraft. Vi glæder os over at vi også kan mærke at publikum virkelig er tilbage og bakker op om vores program – også de mere skæve og uprøvede formater. Og så er det naturligvis en helt særlig glæde at vi kan se frem til en fyldt havneplads til sommer under åben himmel og med nogle af nordisk musikscenes aller største navne”, siger programchef og konstitueret leder af Kulturværftet, Søs Krogh Vikkelsøe.

Se programmet for Sommerkoncerten med Tina Dickow og The Cardigans her: https://o.kuto.dk/program/the-cardigans-tina-dickow

Se hele forårets program på Kulturværftet og Toldkammeret her: https://o.kuto.dk/program

Faktaboks: 

Koncertaftenen den 18. juni med Tina Dickow og efterfølgende The Cardigans finder sted på havnefronten i Kulturhavn Kronborg. Den samlede billet koster 495 kr. og kan købes fra fredag den 25. februar kl. 10.00 på 

https://o.kuto.dk/program/the-cardigans-tina-dickow

Emner

Regions


Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Pressekontakt

Anne Borg

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423

Kulturhus med lokal forankring og internationalt udsyn

Kulturværftet i Helsingør er Nordsjælland største kulturhus og lægger sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents.

Oplev alt fra intimkoncerter til store udendørsevents med tusindvis af publikummer. Arrangementer for børn, festivaler, stand-up, udstillinger, foredrag og meget mere er på programmet. Spisehuset er Kulturværftets café, som også byder på en fantastisk udsigt til Kronborg og havet. Toldkammeret er byens gamle kulturhus, som lægger scener til koncerter, stand-up og rummer en café og Børnekulturcenteret, som står for de to kulturhuses samlede tilbud til børn og børnefamilier.